De4 i 1 gasdetektor bærbarer en vigtig sikkerhedsanordning i industrier som fremstilling, byggeri og brandsikring. Udførelse af gasdetektion før drift er det primære trin for at sikre personalesikkerhed. Så i hvilke driftsscenarier skal der bruges en fire-i- gasdetektor? Hvorfor er det nødvendigt at detektere disse fire specifikke gasser samtidigt?
Først og fremmest bør det vides, at de fire gasser, der typisk detekteres af almindelige fire-i--gasdetektorer, er brandfarlige gasser (såsom metan), oxygen (O₂), kulilte (CO) og svovlbrinte (H₂S).
Brændbare gasser, med metan som et eksempel, er meget til stede i mange industrielle omgivelser, såsom kulminer, petrokemikalier, naturgasudvinding og -transport og andre områder. Når koncentrationen af brændbar gas i luften når et vist område, kan den eksplodere, når den støder på åben ild eller høje temperaturer, hvilket udgør en enorm trussel mod sikkerheden for menneskers liv og ejendom. Detektering af brændbare gasser kan omgående identificere potentielle eksplosionsfarer, hvilket giver mulighed for vedtagelse af tilsvarende ventilation, isolering og andre foranstaltninger for at forhindre ulykker.
Ilt er en gas, der er essentiel for at opretholde menneskeliv, men i nogle specielle miljøer kan indholdet af ilt ændre sig. For eksempel, når du arbejder i lukkede rum såsom underjordiske rørledninger, lagertanke og skibslastrum, kan iltindholdet falde på grund af årsager som biologisk respiration og kemiske reaktioner, hvilket fører til iltmangel og kvælning blandt personalet. Eller i nogle industrielle produktionsprocesser kan andre gasser indføres for at fortynde ilt, hvilket får iltkoncentrationen til at ligge uden for det normale område. Derfor kan registrering af iltindholdet sikre, at der er tilstrækkelig ilt i arbejdsmiljøet til, at personalet kan trække vejret, hvilket sikrer deres liv og sikkerhed.
Kulilte produceres let i industrielle produktionsprocesser såsom metallurgi, kemiteknik og gasforbrænding. Bindingskapaciteten af kulilte til hæmoglobin er 200 til 300 gange stærkere end ilts. Når først menneskekroppen inhalerer kulilte, vil den hurtigt kombineres med hæmoglobin for at danne carboxyhæmoglobin, hvilket får hæmoglobin til at miste sin evne og funktion til at transportere ilt, hvilket resulterer i vævskvælning. Detektering af kulilte kan omgående identificere lækage eller for høj koncentration, hvilket forhindrer forgiftning af personale.
Hydrogensulfid er også en meget giftig gas med en stærk lugt af rådne æg, der almindeligvis findes i industrier som olieudvinding, spildevandsbehandling, papirfremstilling og lædergarvning. Svovlbrinte har ikke kun en stærk irriterende virkning på luftvejene, øjnene og andre dele af den menneskelige krop, men kan også påvirke nervesystemet og forårsage symptomer som svimmelhed, hovedpine og træthed. Derudover har svovlbrinte også de egenskaber, at det er brandfarligt og eksplosivt. Påvisning af svovlbrinte kan give tidlige advarsler om dets tilstedeværelse, hvilket giver mulighed for at træffe effektive beskyttelsesforanstaltninger og beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.
For brandfarlige gasser er detektionsstandarderne normalt baseret på den nedre eksplosionsgrænse (LEL). De nedre eksplosionsgrænser for forskellige brændbare gasser varierer. For eksempel er den nedre eksplosionsgrænse for metan 5 volumenprocent. Fire-i-gasdetektorer har normalt indstillede alarmtærskler. Den almindelige alarmværdi for lav grænse er 10 % - 25% LEL, og den høje grænseværdi for alarm er 50 % LEL. Når koncentrationen af brændbar gas når den lave grænsealarmværdi, vil instrumentet afgive en alarm for at minde operatøren om at være opmærksom. Når koncentrationen når den øvre grænse for alarmværdi, indikerer det en høj grad af fare, og der skal træffes øjeblikkelige foranstaltninger, såsom at standse operationer og evakuere personale.
Detektionsstandarden for oxygen udtrykkes normalt som en volumenprocent. Iltindholdet i normal atmosfære er ca. 20,9%. I arbejdsmiljøet, når iltkoncentrationen er lavere end 19,5 %, betragtes det som et-iltmangelmiljø, hvilket kan påvirke personalets normale vejrtrækning og fysiske sundhed. På dette tidspunkt vil instrumentet udsende en lavniveaualarm. Når iltkoncentrationen overstiger 23,5 %, betragtes det som et-iltrigt miljø. Et iltrigt-miljø øger risikoen for brand og eksplosion, og instrumentet udsender en iltrigt{11}}alarm.
Detektionsstandarden for kulilte er generelt udtrykt i milligram pr. kubikmeter (mg/m³) eller dele pr. million (ppm). De fire-i-gasdetektorer indstiller tilsvarende alarmtærskler i henhold til disse standarder. Når koncentrationen af kulilte overstiger grænseværdien, vil den straks afgive en alarm.
Detektionsstandarden for svovlbrinte måles også i mg/m³ eller ppm. I henhold til ovenstående standarder er den tidsvægtede-gennemsnitlige tilladte koncentration (PC-TWA) af svovlbrinte 10 mg/m³ (ca. 6,7 ppm), og den tilladte koncentration for kortvarig-eksponering (PC-STEL) er 15 mg/m³ (ca. 10 ppm³). Når koncentrationen af svovlbrinte når alarmtærsklen, vil instrumentet afgive en alarm for at minde operatøren om at tage beskyttelsesforanstaltninger.
I praktiske applikationer kan forskellige industrier og driftsscenarier formulere strengere eller specifikke teststandarder baseret på specifikke omstændigheder. Derfor, når du bruger en fire-i-gasdetektor, bør operationer udføres strengt i overensstemmelse med relevante standarder og normer for at sikre nøjagtigheden og pålideligheden af detekteringsresultaterne og give en stærk garanti for operatørernes sikkerhed.